"Man får rigtig meget igen."

 

 

Hvad er det, der gør, at en ung kvinde med fuldtidsarbejde, to teenagebørn, en kæreste og fritidsinteresser har lyst til at deltage i menighedsrådsarbejde?
”Man får rigtig meget igen.”
Det fortæller Ann-Britt Bjørnskov, der har været suppleant i menighedsrådet siden 2016 og nu ønsker at stille op til valg som medlem af menighedsrådet. Ann-Britt er 46 år, uddannet bager, kok og levnedsmiddeltekniker og underviser på Kold College Erhvervsskole. Hun er mor til Kasper på 16 år og Clara på 13 og bor sammen med sin kæreste.
For Ann-Britt giver menighedsrådsarbejde mening på flere måder. Det første, hun fremhæver, er menneskene. ”Man møder mange mennesker, både kirkegængerne og i menighedsrådet. Det er en flok meget forskellige folk med forskellige baggrunde. Men jeg er blevet taget imod med åbne arme – altså også sådan en som mig,” siger hun med et smil.
Det næste Ann-Britt fremhæver er, at man er med til at gøre en forskel. Siden hun blev suppleant, har hun både bidraget praktisk og med sine holdninger til kirkens liv. Praktisk har hun stillet op til forskellige arrangementer, bl.a. i forbindelse med den ugelange fejring af kirkens 25-års jubilæum i 2019. Dér var hun med som planlægger og var med til at sælge billetter og tage imod Alberte Winding til kirkekoncerten.
Hendes faglighed kom i spil, da hun lavede mad til Alberte og bryllupskage til ”drive-in bryllup” og agerede dommer i en
kagekonkurrence for børn — hvor hverken børn eller kager dukkede op på dagen! Men trods arrangørernes skuffelse fik dagen en anden og lige så vigtig funktion: samvær med de andre dommere, der havde stillet op, inkl. Jim Heimann, som mange kender som ejer af det lokale Baker Boys-bageri. Kirken blev på den måde et sted, hvor man mødtes og knyttede nogle faglige og sociale relationer, fortæller Ann-Britt.
Holdninger har Ann-Britt også. Hun husker en episode fra et af de første møder, hun deltog i. Der var to forslag til diskussion, og det kom til en af de sjældne afstemninger. Ann-Britt mente, at resultatet egentlig ville være det samme, uanset afstemningens udfald – og det fik lydhørhed i menighedsrådet. På den måde mærkede hun, at hendes mening var velkommen og gjorde en forskel.
Et andet eksempel, der gør indtryk på Ann-Britt, er liturgisamtalerne, aftener, hvor alle i sognet er blevet inviteret til at dele deres syn på gudstjenestens form og indhold samt, hvorvidt de skal ændres. Ann-Britt deltog i månederne op til corona-lukningen og var begejstret for kirkens interesse i folks oplevelser og holdninger.
”Det var så spændende — så interessant, at nogen vil høre, hvad jeg mener om gudstjenesten. Det havde jeg ikke tænkt før. Der er nogle fordomme om kirken fra gamle dage, at det er ældre mænd, der sidder og bestemmer. Men sådan er det ikke længere, og det er fedt at blive hørt og gøre en forskel.”
Det var lidt af en tilfældighed, at Ann-Britt overhovedet kom ind i menighedsrådet som suppleant. Som mange nok kan nikke
genkendende til, var det en prik på skulderen, der satte overvejelserne i gang. Ann-Britt var som leder i KFUM-spejderne medlem af kirkens aktivitetsudvalg, da sognepræst Carsten Christensen spurgte, om ikke det kunne være noget for hende at stille op. På det tidspunkt tilhørte Ann-Britt et andet sogn, men hun besluttede sig for at løse sognebånd til Tornbjerg Kirke og stille op — ”uden helt at vide hvad det var”, siger hun.
Og det viste sig at være ”ganske ufarligt” at blive suppleant. Der var dog nogle ting, der overraskede.
Ét var ”det hardcore bestyrelsesarbejde” som Ann-Britt beskriver det – ”arbejdsopgaverne og at tage beslutninger om, hvordan millioner af kroner skal bruges. Jeg var overrasket, men det var rigtig spændende.”
Noget andet var det, hun fandt i selve kirkerummet: ”Jeg kan tydeligt huske min reaktion – den fred, der var ved at komme ind i kirken. At det er OK bare at være … at slukke telefonen og bare være i kirkerummet. Der var sådan en ro. Det giver plads til fordybelse og refleksion. Der var jeg positivt overrasket.”
Ann-Britt nævner også fordybelsesgudstjenesterne som noget særligt med de levende lys og musikken på de mørke aftener.
De skal ikke være en erstatning for søndagens højmesse, men et supplement, hvor der måske kommer andre, end der kommer om søndagen. Begge former har en plads, og det er vigtigt at holde fast i det genkendelige — ”sådan plejer det at være, det genkender vi.”
Det traditionsbundne og det nye går igen i det, som Ann-Britt ser som en opgave for kirken: at få flere unge til at få øjnene op for kirken. Babysalmesang og familiegudstjenester har været rigtig gode til at skabe varige bånd mellem børn, unge familier og kirken, og nogle af familierne bliver ved med at ses.
”Men bredden skal være uden, at vi går på kompromis med hvem vi er, at vi er en kirke.”
Hvad ville Ann-Britt sige til nogen, der gik med tanker om at stille op til menighedsrådet?
”Man skal bare springe ud i det! Det er ikke så farligt. Der er en masse ganske almindelige ekstremt søde mennesker - og det er vores præster også. Og man får andre dimensioner på livet – også på det åndelige plan. Man giver meget, men man får meget igen.”
Cindie Maagaard – næstformand, menighedsrådet