Frivillig fordi . . . .

Fem frivillige deler erfaringer og gode råd

Der er mange frivillige tilknyttet Tornbjerg Kirke og næsten lige så mange måder at være frivillig på. Nogle er nye, mens andre har været med i årevis. Nogle varetager enkelte opgaver, andre en bred vifte. Men fælles for alle er, at den tid og energi de bruger på frivillighed, kommer tilbage igen i form af fællesskab og mening.

Stine Sonne Carstensen

❚ Mor, mormor og studieadministrativ medarbejder ved Syddansk Universitet
❚ Læser ind- og udgangsbøn under gudstjenesten, er suppleant i menighedsrådet
Da Stine Carstensen for et par år siden blev spurgt af præsterne, om hun kunne have lyst til at læse ind- og udgangsbøn til
søndagsgudstjenesten i kordegnens fravær, takkede hun ja. Det, der begyndte som en lejlighedsvis afløsning, er nu blevet til en meningsfyldt fast tjans for Stine og andre frivillige. At inddrage frivillige i gudstjenesten er en god idé, fortæller Stine, for ”Ind- og udgangsbøn er hele menighedens bøn. Det giver god mening, at det også er et medlem af menigheden, der beder fór – mens den øvrige menighed kan bede med.”

Læsningerne er en del af højmessens faste ramme, men Stine har haft en indflydelse på, hvilke bønner, der læses: ”Som frivillig har jeg haft det privilegium, at jeg selv har kunnet vælge, om jeg vil bede den traditionelle eller en mere ’moderne’ udgave af ind- og udgangsbøn. Jeg har valgt det sidste. Det er en kort og enkel bøn i et nutidigt sprog, som jeg håber taler til alle, der har valgt at lægge vejen omkring Tornbjerg Kirke.”

Ved at medvirke som frivillig i gudstjenesten er man med til at skabe en ramme, hvor alle føler sig mødt og velkomne i kirken.
”Og det er dejligt at se, at flere og flere har mod på og lyst til at påtage sig opgaven,” siger Stine.

Gitte Nørgaard Hansen

❚ Gift med Ole, har to børn og et barnebarn, er kontorassistent og har hele sit voksenliv boet i Holluf Pile
❚ Medlem af menighedsrådet, herunder kommunikationsudvalget, gudstjenesteudvalget, og valgudvalget, og er med i julemarkedskredsen.

Inden hun trådte ind i menighedsrådet i 2020, havde Gitte Nørgaard Hansen længe deltaget i mange af kirkens arrangementer, dog aldrig som frivillig. Men som menighedsrådsmedlem har hun kastet sig helhjertet ind i en række frivillige opgaver i forbindelse med rådets udvalgsarbejde, og hun tilsluttede sig oven i købet julemarkedskredsen.

Som medlem af menighedsrådet skal man bruge tid på at sætte sig ind i sager, der berører kirken, og være med til at tage beslutninger, der har en stor betydning for personalet og menigheden.
Som medlem af kommunikationsudvalget er Gitte med i kirkebladets redaktion, laver opslag på Facebook, kommer med forslag til PR og cykler sågar rundt til børnehaver med plakater om familiegudstjenester.
Det kan lyde tidskrævende, men det er meget forskelligt, hvordan opgaverne falder: ”Opgaverne er jo forskellige.
Arbejdet fordeler sig. Julemarkedskredsen er spredt ud over hele året, hvor udvalget er mere fast" fortæller Gitte.

Som menighedsrådsmedlem er det godt at have holdninger og ønsker til, hvordan kirken skal være, samt lyst til at arbejde for, at de bliver ført ud i livet. En sag der betyder meget for Gitte er, at kirken kan tilbyde livestreaming af gudstjenester til mennesker, der ikke fysisk kan deltage. Det er en del af at være en moderne kirke, mener hun, selv om det er et stort skridt for kirken. Gitte har indhentet viden og tilbud og har drøftet emnet med de andre i rådet, hvilket nu har resulteret i, at et streamingsanlæg er på vej i kirken.

Kirken er en atypisk organisation, arbejdsgangene kan være omstændige og tunge. Der er meget nyt at lære, men man er god
til at hjælpe hinanden. Og det er ifølge Gitte særlig motiverende:
”Det er enormt lærerigt. Man har jo sit arbejdsliv, men man kan have behov for forandringer og nye spændende opgaver, fordi man har kørt lidt i en trummerum. Jamen man bliver stimuleret — og får altså nye udfordringer.” Og dertil kommer et hyggeligt og sjovt fællesskab, hvor man er sammen om at gøre kirkens vision til virkelighed.

Arne Mørch

❚ Økonom i Miljøstyrelsen, er flyttet fra sognet men har beholdt tilknytning til kirken
❚ Tidligere spejderleder for KFUM, medlem af menighedsrådet i to perioder og har deltaget i Vi Cykler Mod Sult-indsamlingen; er nu ”eksternt” medlem af aktivitetsudvalget og skal for første gang være indsamlingsleder for Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling, sammen med Anebine Danielsen

Anebine Danielsen

❚ Gift med Carsten Christensen, mor til store børn, projektleder for Dansk Skoleidræt
❚ Tidligere spejderleder for KFUM og har løst en række frivillige opgaver i kirken; er med til at arrangere Vi Cykler Mod Sultindsamlingen og skal for første gang være indsamlingsleder for Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling, sammen med Arne Mørch.

Med mange skiftende opgaver har Arne Mørch og Anebine Danielsens baner som frivillige meget til fælles. Det er også nogle af de samme ting, de fremhæver, når de fortæller, hvorfor de er frivillige. Som Anebine siger, ”Man kommer måske fordi
man gerne vil hjælpe, men opdager at man får noget ud af det selv.” For både Arne og Anebine betyder det, at man lærer nye
ting og møder nye mennesker. Og i lighed med Gitte finder de opgaver og et fælleskab, der ikke helt ligner det man kender fra
det daglige.

Som økonom er Arne ofte blevet spurgt, om ikke han vil være kasserer — en post, som mange foreninger har svært ved at
besætte. Men det er muligheden for at bruge andre sider af sig selv, der gør frivilligt arbejde sjovt. ”Ellers kan man ende med at løse opgaver derhjemme bag en computerskærm, og det går imod hele tanken om at engagere sig som frivillig.” Arne sætter
pris på muligheden for at arbejde på en anderledes praktisk måde i nogle sammenhænge, fx ved at være parkeringsguide ved konfirmationer eller give en hjælpende hånd ved konfirmanddage.

Som uddannet lærer med speciale i idræt har Anebine kunnet bruge sine evner og interesser, hvor der var behov for dem i
kirken. Vi Cykler Mod Sult-kampagnen er et godt eksempel: ”Vi kommer om morgenen, sætter et telt op, et bord, hvor man kan registrere tid. Jeg har et år været med til at smøre sandwich til deltagerne og rydde væk, og der har været nogle år, hvor jeg har været vejviser. Jeg plejer at cykle med, og jeg synes det er sjovt.”

En vej ind til frivillighed kan være at starte med opgaver, man i forvejen kender: ”Det kan være grænseoverskridende, hvis alt er nyt,” siger Arne. ”Man kan også starte med bare at hjælpe til. Det er nemmere end, hvis man selv skal stå for det hele. Og så er det heller ikke lige så tidskrævende. Det bestemmer man selv."

Anebine foreslår, at man kan tage tilløb til frivillighed ved at ”snuse” til det. Gå sammen med en anden. Der er plads til alle, bare man har interessen.

”Vi bidrager hver især med det vi kan. Kommer man til at lave en fejl, synes jeg, at der er højt til loftet. Der er ikke det der forventningspres, man må bare prøve at yde så godt man kan. Det er lidt mere frit, når man er frivillig.”

I år tager Anebine og Arnes frivilligbane en ny drejning. Som indsamlingsledere står de for planlægningen af sogneindsamlingen for Folkekirkens Nødhjælp, der finder sted den 13. marts.
De skal bl.a. rekruttere indsamlere, tildele ruter, være til hjælp og støtte, og gøre pengene op.

Som ved så mange andre opgaver, var det et prik på skulderen der var med til at motivere Arne og Anebine til at være indsamlingsledere.
Denne gang var det sognepræsten Carsten Christensen, der såede et frø. Anebine er gift med Carsten og fortæller med et smil:
”Det er ikke sådan, at jeg har armen vredet om bag på ryggen. Men det kan sagtens være, at Carsten fortæller vi mangler simpelthen nogen til at …. Det er sådan, mange ting starter.”

Lilly Rasmussen

❚ Tidligere pædagog, nu pensioneret, mor til to døtre, arbejder et par dage om ugen for Dan Mission
❚ Mangeårig frivillig i Tornbjerg Kirke i julemarkedskredsen og frokostkredsen
Det var også et prik på skulderen der gjorde, at Lilly Rasmussen blev en del af kirkens korps af frivillige. Da Lilly mistede sin mand i 2008, stod sognepræst Carsten Christensen for bisættelsen, og han lærte Lilly at kende. Han spurgte, om ikke hun havde lyst til at hjælpe til ved det, der dengang var en månedlig fællesspisning, men nu er blevet til en kirkefrokost 4-5 gange om året. Det var begyndelsen på et mangeårigt engagement i kirken.

Frokostkredsen, som består af 6-7 medlemmer, planlægger menuer, køber ind, laver mad, dækker bord og rydder op. Alt
sammen for at menigheden kan nyde samværet omkring et veldækket bord. Kirkefrokosten spiller dermed en vigtig rolle i, at mennesker kommer hinanden ved i kirkelig sammenhæng.

I frokostkredsen vokser der et stærkt fællesskab ud af, at man løser en række praktiske opgaver sammen med andre. Det har givet grobund for tætte venskaber blandt frokostkredsens medlemmer, også uden for kirkens rammer. ”Vi holder lidt øje med hinanden,” siger Lilly, og fortæller, at de er gode til at hjælpe hinanden.

Den lille gruppe udfører et stort arbejde, og det kunne være godt med nye kræfter, fortæller Lilly: ”Vi kunne godt bruge nogle yngre frivillige. Vi er da lidt oppe i alderen,” siger hun. ”De unge har så meget de skal i dag, men man kan være med i det omfang, man har tid,” fortæller hun. Gruppen er god til at tage imod nye frivillige ved bl.a. at foreslå helt konkrete opgaver, som er lige til at gå til.

Lillys passion for patchwork gjorde, at hun også er mangeårigt medlem af julemarkedskredsen, en gruppe på ca. 15 kvinder
og tilknyttede mænd. Sammen med sognepræst Helle Anker Bisgaard mødes de en 5-6 gange i løbet af året for at lave varer,
der bliver solgt ved julemarkedet til fordel for kirkens fadderbørn i SOS-byerne.

Selv om omdrejningspunktet for møderne er håndarbejde, er det intet krav, at man er fingernem. ”Det er meget forskelligt hvad man kan. Der er faktisk nogle, der slet ikke laver håndarbejde” siger Lilly. ”Men så er de gode til at bage eller lave syltetøj.” Der er også brug for folk, der kan prismærke og sætte varerne frem, eller være i køkkenet for at forsyne julemarkedets café.

Julemarkedskredsen giver et socialt liv i kirken hele året rundt. ”Vi snakker, og vi skal høre hvad nyt der er fra de børn vi giver penge til, og se billeder af dem. Vi skal også høre nyt om hinanden, og drikke en kop kaffe — og vi skiftes til at bage.”

Man taler godt sammen, når man sidder med strikketøjet eller vasker op. Det er noget, de fleste kan genkende, og det er en god indgangsvinkel for frivillighed. ”Det er dejligt at gøre et stykke arbejde sammen med andre. Det giver lyst. Det betyder meget for mig,” fortæller Lilly. ”Som tilflytter var det godt at lære nogle nye at kende. Jeg er glad for kirken. Det er et dejligt varmt sted at komme.”
Menighedsrådsmedlem
Cindie Maagaard