Det er overskriften på en lille pamflet udgivet af digteren Jens Rosendal tilbage i 1980. Det er godt ramt og tænkt at sige, at håbet spiller på fløjte, at håbet er en lyd og har toner, der musicerer til det liv, vi lever på godt og ondt. Tonerne er der altid. Somme tider er håbets toner høje og påtrængende og hurtige og i dur, til andre tider er det blot dybe grundtoner eller toner i mol. Men toner er det, og de gør noget ved os og bevæger os.

Håbet spiller på fløjte ”Også mellem tidsler og tjørn/i vindblæste og forkrøblede krat/spiller håbet på fløjte./ Selv under endeløs tørke/i bombernes og stormflodskatastrofens kratere /rejser de spinkle toner af håb sig/over elendigheden.

Og i betonklodserne/i storbyens brosten og blik/gennem depressionernes trøstesløse hverdage/synger det under bruseren på badeværelset/ fløjter til søndagsfrokosten/ smiler forsigtigt/mens vi klapper en hund/eller kysser barnet godnat/ja, selv i hospitalskorridorerne/og i skræmmende slumkvarterer/griber håbet stille og stædigt sin fløjte/ for hvor der er liv, er der håb”.

Jeg havde en farbror, som var et skønt og muntert menneske. Han havde halvpart i en benzinstation, og jeg husker fra mine sommerferier i Thyborøn, hvor han løb hen over jernbaneskinnerne, når der (på den anden side af dem) kom en bil, der skulle tankes. Han kunne allerede fra køkkenvinduet derhjemme spotte, hvem det var, der skulle tankes for, og så var han forberedt på opgaven. Bagefter fik vi omkring spisebordet så sidste nyt fra den samtale.
Også han kom op i årene og blev ramt af kræft. Det var ikke let, men han havde sit lyse sind og lette tilgang til livet, så det skulle nok gå alt sammen. Efter de obligatoriske undersøgelser på sygehuset fik han den besked, at lægerne ikke kunne helbrede ham. Fra den ene dag til den anden mistede han livsmodet. Håbet sivede ud af ham, som luften siver ud af en utæt ballon, - og det samme gjorde livet. Han tog hverken vådt eller tørt til sig, og i løbet af meget kort tid døde han. Jeg fik lov til at begrave ham i mine bedsteforældres grav. Det blev trods alt en lys begravelse, fordi han havde haft et langt og godt liv. Hvor der er liv, er der håb, siger Jens Rosendal. Jeg vover at vende det om og sige, at hvor der er håb, er der liv. Sådan var det med min farbror, og sådan tror jeg, at det er for rigtig mange mennesker. Også når det gælder andre mindre sager end ens eget liv.

”Det inderste håb er altid på trods af/håb om en ny og en bedre verden/håb om et andet liv /håb om et andet arbejde/der bærer meningen med sig/håb om grønnere græs og smukkere blomster/ håb om kærlighed og opstandelse/ håb om at komme nærmere håbet/og livet og kærligheden”.

Det inderste håb er altid på trods, siger Jens Rosendal. Sådan føjer håbet sig tæt op ad troen. Og troen lægger jo flere alen til vores måde at tænke på. Ja, troen sprænger alle grænser for snusfornuft og almindelig tankegang. Troen giver håbet vinger. Er det ikke sådan, det er? Troen giver vel håbet næring?
Hvis det er rigtigt, har håbet også kristen karakter, uanset om håbet er til de nære ting eller i de større sager. Ved dåb og begravelse lyder de samme ord fra Biblen om, at et menneske bliver genfødt til et LEVENDE HÅB. Det ”inderste håb”, som Jens Rosendal skriver om, holdes i live af og næres af Vorherre. For vi mennesker er i det ene øjeblik håbefulde, i det næste håbsfattige. Anderledes forholder det sig med det inderste håb, det levende håb. Det får næring det mærkeligste sted fra. At ”det ender godt”, er et stærkt og håbefuldt motto at have med sig i livet – og i døden. Jesus burde have sagt det, eftersom det er kernen i hans budskab.