"At blive ramt" af sognepræst Carsten Olav Christensen
Man kan blive ramt på mange måder, både i ligefrem og i overført forstand. Man kan blive ramt af en bold i spil eller (i værste tilfælde) af en tilfældig pistolkugle, hvis man kommer i vejen for en morder. Man kan også billedligt blive ramt i hjertet af f.eks. en dårlig nyhed eller i bedste fald af Amors pil. Uanset hvad og hvordan er man sjældent den samme efter, at man er blevet ramt, som man var før.
Bladet, du sidder med i hånden, har mange henvisninger til det at blive ramt. Man kan nemlig også blive ramt i hjertet af både ord og billeder. Det sidste har vi sat under lup i efterårets arrangementer. F.eks. har vores temauge fået overskriften: BUDSKAB I BILLEDER. Ordene kunne have været vendt om. Det ville måske have været naturligt at sige: Billedernes budskab. Den overskrift ville en kunsthistoriker antagelig have foretrukket. For når man sidder med et billede foran sig, er det naturligt at gå på jagt efter billedets historie eller budskab. Når ordene er vendt rundt, er det med fuldt overlæg, eftersom vi i kirken først har fortællingen og derefter har fået billederne. Det handler selvfølgelig om de bibelske fortællinger. Men "et er søkort at læse, noget andet er skib at føre", som man siger. De bibelske fortællinger har ofte en let forståelig handling, men har en vanskelig tilgængelig dybdedimension. Der er altså ofte en større og almen virkelighed bag den konkrete fortælling. At fortællingerne ikke er umiddelbart forståelige er antagelig en begrundelse for, at der er noget, der hedder en prædiken i enhver gudstjeneste. De bibelske fortællinger er måske nok lette at læse, men de er ofte svære at forstå, og i bund og grund er mange af dem slet ikke for børn, for enten er de temmelig dramatiske, eller også beskriver de forfald og grusomheder, som er vanskelige at se meningen med. De bibelske beretninger kan være ubarmhjertige, de ender ikke altid godt, og sluttelig og endelig er der (værst af alt) en stor fare for, at de bliver misforstået. De kan f.eks. give et gudsbillede, som ikke hører kristendommen til. Men ikke desto mindre har vi dem, og de er blevet en del af vores kulturarv og er med til at forme vores ideer om, hvad det betyder at være menneske i verden. "Det er ligesom fortællingen om . . ." hører man ofte, og så kommer der en bibelsk reference til Adam og Eva, Sodoma og Gomora, kong David og Batseba eller måske til lignelsen om den fortabte søn.
Men èt er spørgsmålet om, hvorfor fortællingerne engang i tidernes morgen er blevet til og hvilket formål de har haft, noget andet er, hvordan vi i dag hører og forstår dem. Det sidste er som regel afhænging af, hvilken situation vi er i, når de bibelske fortællinger kommer til orde i vores liv. Fortællingerne kan nemlig det, som Grundtvig tillægger Helligånden i salmen "Talsmand, som på jorderige": "vogte de små, vække de dorske, styrke de svage, tugte de trygge og trøste de spage". I én livssituation kan de det ene, i en anden situation noget andet. Det er fortællingernes styrke, at de i deres enkelhed har en dybde, som kan ramme og berøre os - og måske forandre os eller give os en dybere indsigt både i andres eller vores eget liv, og samtidig er en fortælling om Vorherre.
Sæsonen i kirken begynder nu, og det er tid til at suge til sig og forhåbentlig blive ramt og blive rigere på en eller anden måde. Vel mødt i Tornbjerg Kirke.